Stuegang

Mandag morgen mødte jeg op, og blev hevet med til lægernes morgenkonference. Nattens indlæggelser og akutte operationer blev under morgenmødet rapporteret af de vagthavende læger. Det mindede mig meget om de danske morgenkonferencer jeg har deltaget i, bortset fra antallet af dødsfald i nattens løb som unægtelig er højere i Etiopien.

Efterfølgende gik jeg stuegang med Dr. XXX på gastrointestinal afdelingen.

Mange af patienter havde været igennem operationer af forskellig art, og andre ventede på en operation. Vi gik stuegang på ”tredje klasse”. Det er de fattigste som indlægges her, og der er typisk ca. 16 patienter(pt). Pr. stue. Privatliv er der intet af, alle kan se alle, der er ingen gardiner el. noget imellem sengene. Til gengæld koster det kun 2,50 birr (svarende til 1,25 kr.) dagligt at være indlagt. Er man blandt de lidt rigere i Etiopien, kan man betale 15 birr (7,5 kr) og få en tosengsstue, og for 30 birr, en enestue. Ventetiden er dog lang, mange er på venteliste i op til 7 måneder, før de kan få tilbudt en seng og behandling på hospitalet. Problemet er derfor ofte at patienterne er for syge når de bliver tilset af en læge. Mange af de pt. Jeg så under stuegangen havde cancer som havde spredt sig, og kun smertelindrende behandling var at tilbyde disse.

Jeg er meget overrasket over hvor unge patienter var. Vi så en del patienter med cancer i mavetarmkanalen. I DK vil colorectalcancer (tarmkraft) oftest ramme ældre personer, medmindre der er tale om de arvelige typer, hvor der er stor sandsynlighed for, at man som yngre bliver diagnosticeret med tarmkraft. Meget overraskende var der flere af patienterne under 30 år, den yngste 14 år gammel, som havde avanceret coloncancer. Man spekulerer i, om denne stigning i coloncancer hos yngre i Etiopien kan have noget at gøre med HIV-smitte. Det har dog vist sig, at størstedelen af disse patienter er HIV-negative.

Generelt var der mange cancertilfælde blandt patienterne, og ingen af dem jeg så var over 40 år gammel. En ung pige på 14 år havde thyroideacancer, som havde spredt sig til luftrøret. Hvis hun indvilliger i at blive opereret, bliver de nødt til at fjerne en del af luftrøret og hun må leve med en konstant tracheostomi (man laver hul ind til luftroret midt pa halsen, igennem hvilket man kan trække vejret).

Tja det var ikke en ligefrem opmuntrende stuegang. Jeg blev efterladt med en følelse af afmagt, frustration og håbløshed, som jeg endnu ikke har rystet af mig.