De to gadebørn

Vi har to timers frokostpause. Jeg havde aftalt at spise frokost med Monica. Monica er opvokset i Danmark som jeg, men er oprindeligt fra Etiopien. Hun læser internationale studier på RUC, og har taget et semester her i Etiopien. Da jeg stod og ventede på hende kom en dreng hen til mig, jeg ville have gættet på han var 14 år, men det viste sig senere at han faktisk var 18 aar gammel. Han tiggede om penge, og jeg kunne ikke helt overskue at finde penge frem, især fordi jeg vidste at hvis jeg gav ham, ville en strøm af gadebørn komme hen og bede om penge også. Så jeg sagde bare nej. Han vendte sig om, og stod bare med ryggen til mig. Lidt efter kom en anden dreng ca. samme alder og sagde: ”jeg mangler 60 øre, så har jeg nok til at købe brød til frokost, må jeg få 60 øre”…..jeg tænkte: ”hmm jeg skal selv på restaurant og spise froksot nu, uden den mindste bekymring over hvordan jeg skaffer pengene til mit ”brød”, ej jeg må give ham noget”. Jeg kaldte på den første dreng, som stadig stod med ryggen til, som jeg i første omgang havde nægtet at give penge. Det ville være unfair kun at give til dreng nr. 2, så jeg gav dem begge lige mange penge, det viste sig desuden at de var brødre.

Vi stod og snakkede lidt indtil Monica kom. Jeg spurgte om de gik i skole, hvilket de gjorde på 6. og 7. klassetrin. Jeg spurgte til deres forældre. Deres far havde arbejdet som vagt, og havde derigennem forsørget brødrene og deres mor. Efter hans død, var de endt på gaden alle tre. Moren tiggede ved kirker, og de tiggede forskellige steder.

De spurgte om jeg ikke ville give dem penge til at købe en skopudsestand til dem hver. Jeg tænkte lidt over det, og sagde nej. Jeg tvivlede på at pengene ville blive brugt på skopudsestanden. I stedet lovede jeg, at jeg ville møde dem den kommende mandag eftermiddag, efter vagt på hospitalet. Jeg valgte med vilje den kommende mandag, hvor min fætter kommer på besøg fra landsbyen for at være hos mig i 2 uger. Så kan vi alle 4 gå hen til det sted, hvor de siger, man kan købe standende.

Det var af frygt for, at drengene tilhører en gruppe tyve el. lignende. Det lyder måske lidt langt ude, men det er det ikke. Jeg har tidligere fået stjålet min mobiltelefon på en meget avanceret og udspekuleret måde her i Addis. Ligeledes kender jeg folk, som har fået stjålet penge og andet, fordi tyvene er meget professionelle. Man kan derfor ikke vide sig for sikker, og der er ingen grund til at tage chancer. Min værste frygt var at jeg, hvis jeg tog med dem alene til et sted som jeg ikke kendte, ville blive ført et forkert sted hen og i ”bedste fald” blot blive bestjålet. Det er lidt ærgerligt, at man skal tænke på sådanne ting i sit møde med fremmede, men faktum er, at de kan se på mig, at jeg er bedre stillede end de, og derved kan de måske retfærdiggøre deres handlinger.