De to gadebørn

Vi har to timers frokostpause. Jeg havde aftalt at spise frokost med Monica. Monica er opvokset i Danmark som jeg, men er oprindeligt fra Etiopien. Hun læser internationale studier på RUC, og har taget et semester her i Etiopien. Da jeg stod og ventede på hende kom en dreng hen til mig, jeg ville have gættet på han var 14 år, men det viste sig senere at han faktisk var 18 aar gammel. Han tiggede om penge, og jeg kunne ikke helt overskue at finde penge frem, især fordi jeg vidste at hvis jeg gav ham, ville en strøm af gadebørn komme hen og bede om penge også. Så jeg sagde bare nej. Han vendte sig om, og stod bare med ryggen til mig. Lidt efter kom en anden dreng ca. samme alder og sagde: ”jeg mangler 60 øre, så har jeg nok til at købe brød til frokost, må jeg få 60 øre”…..jeg tænkte: ”hmm jeg skal selv på restaurant og spise froksot nu, uden den mindste bekymring over hvordan jeg skaffer pengene til mit ”brød”, ej jeg må give ham noget”. Jeg kaldte på den første dreng, som stadig stod med ryggen til, som jeg i første omgang havde nægtet at give penge. Det ville være unfair kun at give til dreng nr. 2, så jeg gav dem begge lige mange penge, det viste sig desuden at de var brødre.

Vi stod og snakkede lidt indtil Monica kom. Jeg spurgte om de gik i skole, hvilket de gjorde på 6. og 7. klassetrin. Jeg spurgte til deres forældre. Deres far havde arbejdet som vagt, og havde derigennem forsørget brødrene og deres mor. Efter hans død, var de endt på gaden alle tre. Moren tiggede ved kirker, og de tiggede forskellige steder.

De spurgte om jeg ikke ville give dem penge til at købe en skopudsestand til dem hver. Jeg tænkte lidt over det, og sagde nej. Jeg tvivlede på at pengene ville blive brugt på skopudsestanden. I stedet lovede jeg, at jeg ville møde dem den kommende mandag eftermiddag, efter vagt på hospitalet. Jeg valgte med vilje den kommende mandag, hvor min fætter kommer på besøg fra landsbyen for at være hos mig i 2 uger. Så kan vi alle 4 gå hen til det sted, hvor de siger, man kan købe standende.

Det var af frygt for, at drengene tilhører en gruppe tyve el. lignende. Det lyder måske lidt langt ude, men det er det ikke. Jeg har tidligere fået stjålet min mobiltelefon på en meget avanceret og udspekuleret måde her i Addis. Ligeledes kender jeg folk, som har fået stjålet penge og andet, fordi tyvene er meget professionelle. Man kan derfor ikke vide sig for sikker, og der er ingen grund til at tage chancer. Min værste frygt var at jeg, hvis jeg tog med dem alene til et sted som jeg ikke kendte, ville blive ført et forkert sted hen og i ”bedste fald” blot blive bestjålet. Det er lidt ærgerligt, at man skal tænke på sådanne ting i sit møde med fremmede, men faktum er, at de kan se på mig, at jeg er bedre stillede end de, og derved kan de måske retfærdiggøre deres handlinger.

Stuegang

Mandag morgen mødte jeg op, og blev hevet med til lægernes morgenkonference. Nattens indlæggelser og akutte operationer blev under morgenmødet rapporteret af de vagthavende læger. Det mindede mig meget om de danske morgenkonferencer jeg har deltaget i, bortset fra antallet af dødsfald i nattens løb som unægtelig er højere i Etiopien.

Efterfølgende gik jeg stuegang med Dr. XXX på gastrointestinal afdelingen.

Mange af patienter havde været igennem operationer af forskellig art, og andre ventede på en operation. Vi gik stuegang på ”tredje klasse”. Det er de fattigste som indlægges her, og der er typisk ca. 16 patienter(pt). Pr. stue. Privatliv er der intet af, alle kan se alle, der er ingen gardiner el. noget imellem sengene. Til gengæld koster det kun 2,50 birr (svarende til 1,25 kr.) dagligt at være indlagt. Er man blandt de lidt rigere i Etiopien, kan man betale 15 birr (7,5 kr) og få en tosengsstue, og for 30 birr, en enestue. Ventetiden er dog lang, mange er på venteliste i op til 7 måneder, før de kan få tilbudt en seng og behandling på hospitalet. Problemet er derfor ofte at patienterne er for syge når de bliver tilset af en læge. Mange af de pt. Jeg så under stuegangen havde cancer som havde spredt sig, og kun smertelindrende behandling var at tilbyde disse.

Jeg er meget overrasket over hvor unge patienter var. Vi så en del patienter med cancer i mavetarmkanalen. I DK vil colorectalcancer (tarmkraft) oftest ramme ældre personer, medmindre der er tale om de arvelige typer, hvor der er stor sandsynlighed for, at man som yngre bliver diagnosticeret med tarmkraft. Meget overraskende var der flere af patienterne under 30 år, den yngste 14 år gammel, som havde avanceret coloncancer. Man spekulerer i, om denne stigning i coloncancer hos yngre i Etiopien kan have noget at gøre med HIV-smitte. Det har dog vist sig, at størstedelen af disse patienter er HIV-negative.

Generelt var der mange cancertilfælde blandt patienterne, og ingen af dem jeg så var over 40 år gammel. En ung pige på 14 år havde thyroideacancer, som havde spredt sig til luftrøret. Hvis hun indvilliger i at blive opereret, bliver de nødt til at fjerne en del af luftrøret og hun må leve med en konstant tracheostomi (man laver hul ind til luftroret midt pa halsen, igennem hvilket man kan trække vejret).

Tja det var ikke en ligefrem opmuntrende stuegang. Jeg blev efterladt med en følelse af afmagt, frustration og håbløshed, som jeg endnu ikke har rystet af mig.

Hospitalet anden dag.....mode med de selvfede

Stod tidligt op og kom til hospitalet i tide. Jeg gik op på det kontor jeg dagen forinden forgæves havde ventet på Dr. Mesfen. Jeg spurgte sekretæren, om jeg kunne tale med Dr. Mesfen, og lidt undskyldende sagde hun, at han først havde tid om 2 timer. WHAT???
Mit ansigtsudtryk afslørede tydeligt min irritation og skuffelse. Jeg fik sagt, at jeg synes det var dårlig stil, da jeg netop havde fået at vide at han havde tid denne morgen. Da jeg rejste mig for at gå, kom en læge (Dr. Mesfen fandt jeg senere ud af) ind på kontoret og sekretæren sagde: ”kan du ikke lige tale med hende et øjeblik”. Han virkede forvirret, kiggede på mig og spurgte hvad han kunne hjælpe mig med…..ARGH han havde slet ikke hørt om mig, så han forstod ikke hvem jeg var, eller hvorfor jeg skulle snakke med ham. Han var alligevel flink mod mig og vi fik en kort snak på hans kontor. Efterfølgende hægtede han mig på reservelægen Dr. Yohannes….”please Dr. Yohannes, will you take care of this student, show her around, she will have her attachements here with us ok”…Dr. Yohannes er en vældig frisk læge i gang med sit speciale. Han hilste pænt, og spurgte med det samme, om jeg ville med ind og assistere til en operation. Han fulgte mig til Operation room (OR), kastede mig over til en anden læge, som skulle sørge for, at jeg fik det rigtige kluns på. Det var en mand på 60 år som skulle have fjernet en Follikulær gl. thyroidea tumor….dvs. en tumor på halsen. Da jeg kom ind på stuen stod en midaldrende (hvid) engelsk dame, som åbenbart skulle operere sammen med den ledende overlæge. Jeg assisterede ikke, da der var en reservelæge som skulle assistere, men jeg fik set hele operationen. Det var lidt anderledes end hvad jeg har set på danske operationsstuer, men principperne og ”målet” er det samme.
Dr. Yohannes viste mig efter operationen rundt på hospitalet. Jeg fik set de forskellige afdelinger, skadestuen, og sengeafsnittene. Det var ret overvældende og uoverskueligt. Det kommer nok til at kræve mere arbejde og en større indsats at sætte sig ind i ting, end jeg havde regnet med (lille suk indsættes her). Jeg har dog stadig mod på det, og glæder mig til mandag!
Senere blev jeg introduceret til overlægerne som sad i terummet og holdt pause. Jeg må indrømme at jeg er skuffet over deres attitude. At kalde dem selvfede røvhuller er nok lidt i overkanten, men det var min umiddelbare tanke da jeg hilste på dem.
Man er jo ikke et bedre menneske, blot fordi man kan sidde på sin flade x antal timer og lære ting uden ad. Generelt synes jeg, at mit møde med etiopiere plejer at være positivt. De er flinke mennesker som hilser venligt og man føler sig oftest velkommen. Sådan var mit møde med overlægerne ikke helt. Måske (forhåbentligt) ændre det sig.
Det skal dog lige siges, at det ikke gælder alle læger jeg har mødt. Dr. Mesfen og Dr. Aklilu (min kontaktperson) tog rigtig godt imod mig, de var åbne og imødekommende.

Hospitalet første dag…..

Two minutes African time!
Min kontaktperson Dr. Aklilu er i USA, hvilket gør det en tand svære at finde frem til de rigtige personer og afdelinger. Jeg blev jongleret lidt rundt med, og endte på et kontor hvor jeg skulle vente ”two minutes” så ville Dr. Mesfen, overlægen på kirurgisk afdeling for urologi komme. Selvfølgelig blev ”two minutes” til halvanden time, og ingen overlæge. Lidt irriterende, men heldigvis helt forventet fra min side, så ingen skuffelse. Mit ophold starter i princippet først 24. august, men netop fordi jeg kender denne ”intet haster, vi gør det bare i morgen”-attitude valgte jeg at henvende mig med det samme. Med en del tid at løbe på, regner jeg med at jeg til august er inde i systemet og helt klar til at være en del af livet på universitetet og hospitalet. Overlægen som jo ikke kom efter halvanden times venten, havde givet sekretæren besked om, at jeg skal komme i morgen, ”udklædt” som læge, og starte med det samme. Dvs. hvis alt går vel (hvilket det nok ikke gør) så dukker jeg op i morgen tidligt, klar til at få at vide hvordan jeg skal indgå i arbejdet på afdelingen, således at jeg hurtigst muligt kan starte ”rigtigt”. Hvis alt ikke går vel, skal jeg starte forfra i morgen og ender på en hel anden afdeling med helt andre informationer, om hvor og hvordan jeg skal ”indarbejdes” i Universitetshospitalet. Jeg er dog forberedt på det meste, så det går nok alt sammen før eller siden!

Første dag alene på gaden i Addis

Helen= Kokosnød ? (det kalder man mørke mennesker som opfører sig el. behandles som hvide)
Står der: ”jeg er fremmede her, og aner ikke hvad jeg laver” på min pande?? Det skulle man tro, jeg prøver at gøre mit for ikke at virke forvirret og hjælpeløs. Jeg forsøger at gå bestemt hen til busstopstedet hvorfra bussen til Universitetshospitalet kører. Alligevel synes jeg, at folk kigger på mig, som om jeg ser ud til ikke helt, at vide hvad jeg laver. Det gør det ikke lettere at jeg ikke kan tale, men kun forstå, en smule af nationalsproget amharic. Mit første problem var i morges da jeg ingen paraply har, og det regnede ret meget uden for. Jeg forsøgte de første steder at gøre mig forståelig med umberella, og ”tchelal” (paraply på tigrenya som jeg godt kan tale), men det var ikke let. De steder hvor de forstod mig, ville de have overpris for den, nok fordi jeg med mine manglende sprogkundskaber havde afsløret, at jeg er fra ”wutji”, hvilket betyder udlandet. Jeg nægtede at give 4 gange for meget for en paraply, og gik stædigt min vej….i regnvejr. Det var en fin demonstration af hvordan man med etiopisk udseende alligevel får hvidmandspris…..deraf blogtitlen kokosnødhelen.
Nu ved jeg hvordan man siger paraply, og er klar næste gang med mit fineste wannabe amharic!

Simret hentede mig i lufthavnen i går aftes, og vi kørte ud til det, som skal være mit hjem de næste seks måneder. Jeg havde helt glemt lugten af benzin, og bilosen som er så tyk i luften, at den er til at skære i. Der er næsten kun gamle biler på gaderne, som larmer og oser ualmindeligt meget.
Da vi ankom til lejligheden var der ingen strøm, jeg troede det drejede sig om en midlertidig strømafbrydelse varende max en times tid, da det ikke er ualmindeligt. Jeg fik dog at vide at, der pga. mangel på regn den sidste periode, har været systematisk strømafbrydelser i hele dage. Dvs. byen inddeles i områder, som hver har strøm hver anden dag. I går var det mit områdes tur til at være foruden strøm, men i dag har vi strøm. Så jeg håber på, at det regnvejr jeg blev mødt med under min paraplyjagt forsætter, så vi kan få noget vedvarende strøm.

Er det d. 14. eller d. 15. jeg skal rejse???

SERIØØØST??? Kan man glæde sig så meget, til at rejse et sted hen, at man i sit hoved tror at man skal flyve dagen før den egentlige afrejsedato? Enten demonsterer det min tendens til distrethed, eller min store forkærlighed for Etiopien...you choose. Anyways jeg var kørt afsted til lufthavnen kl 5 om morgenen, da flyafgang var kl 7. Der var dog noget galt, de kunne ikke finde mig i deres computer...hmm...."jeg har altså betalt og ringet og bekræftet flyrejsen, så det forstår jeg ikke"....Hov jeg ser på papiret at der står d. 15 juli og IKKE d. 14 juli...ups.
Nå men heldigvis kunne jeg tjekke min tasker ind, og bare komme næste morgen til flyafgangen. DA fandt jeg ud af at min baggage vejede 67 kilo, hvilket er 27 kilo i overvægt. Der var heldigvis masser af tid til at pakke om, og revurdere mængden af bøger og andet semi nødvendigt jeg havde tænkt skulle med.
Jeg kan også undskylde min distrethed og dårlig planlægning med at jeg har haft et alt for hektisk program i sommerferien. I forsøg på at overholde mit løfte til mig selv om at næste feriedestination ikke skulle være til Etiopien, da jeg har været i Etiopien de fleste af mine ferier siden gymnasiet. Det blev derfor til en tur til England, og Schweiz med kort tid imellem turene således at jeg ikke nåede, at se ordentligt på min flybillet til Etiopien. Konklusionen er dog stadig at det var det hele værd, og sommeren har været effektiv og fantastisk selv med lidt hektisk stemning til sidst. Imorgen er den rigtige dato for flyveturen til Etiopien, og starten på noget jeg har glædet mig utroligt meget til.