Hospitalet anden dag.....mode med de selvfede

Stod tidligt op og kom til hospitalet i tide. Jeg gik op på det kontor jeg dagen forinden forgæves havde ventet på Dr. Mesfen. Jeg spurgte sekretæren, om jeg kunne tale med Dr. Mesfen, og lidt undskyldende sagde hun, at han først havde tid om 2 timer. WHAT???
Mit ansigtsudtryk afslørede tydeligt min irritation og skuffelse. Jeg fik sagt, at jeg synes det var dårlig stil, da jeg netop havde fået at vide at han havde tid denne morgen. Da jeg rejste mig for at gå, kom en læge (Dr. Mesfen fandt jeg senere ud af) ind på kontoret og sekretæren sagde: ”kan du ikke lige tale med hende et øjeblik”. Han virkede forvirret, kiggede på mig og spurgte hvad han kunne hjælpe mig med…..ARGH han havde slet ikke hørt om mig, så han forstod ikke hvem jeg var, eller hvorfor jeg skulle snakke med ham. Han var alligevel flink mod mig og vi fik en kort snak på hans kontor. Efterfølgende hægtede han mig på reservelægen Dr. Yohannes….”please Dr. Yohannes, will you take care of this student, show her around, she will have her attachements here with us ok”…Dr. Yohannes er en vældig frisk læge i gang med sit speciale. Han hilste pænt, og spurgte med det samme, om jeg ville med ind og assistere til en operation. Han fulgte mig til Operation room (OR), kastede mig over til en anden læge, som skulle sørge for, at jeg fik det rigtige kluns på. Det var en mand på 60 år som skulle have fjernet en Follikulær gl. thyroidea tumor….dvs. en tumor på halsen. Da jeg kom ind på stuen stod en midaldrende (hvid) engelsk dame, som åbenbart skulle operere sammen med den ledende overlæge. Jeg assisterede ikke, da der var en reservelæge som skulle assistere, men jeg fik set hele operationen. Det var lidt anderledes end hvad jeg har set på danske operationsstuer, men principperne og ”målet” er det samme.
Dr. Yohannes viste mig efter operationen rundt på hospitalet. Jeg fik set de forskellige afdelinger, skadestuen, og sengeafsnittene. Det var ret overvældende og uoverskueligt. Det kommer nok til at kræve mere arbejde og en større indsats at sætte sig ind i ting, end jeg havde regnet med (lille suk indsættes her). Jeg har dog stadig mod på det, og glæder mig til mandag!
Senere blev jeg introduceret til overlægerne som sad i terummet og holdt pause. Jeg må indrømme at jeg er skuffet over deres attitude. At kalde dem selvfede røvhuller er nok lidt i overkanten, men det var min umiddelbare tanke da jeg hilste på dem.
Man er jo ikke et bedre menneske, blot fordi man kan sidde på sin flade x antal timer og lære ting uden ad. Generelt synes jeg, at mit møde med etiopiere plejer at være positivt. De er flinke mennesker som hilser venligt og man føler sig oftest velkommen. Sådan var mit møde med overlægerne ikke helt. Måske (forhåbentligt) ændre det sig.
Det skal dog lige siges, at det ikke gælder alle læger jeg har mødt. Dr. Mesfen og Dr. Aklilu (min kontaktperson) tog rigtig godt imod mig, de var åbne og imødekommende.